REDEGØRELSE FOR OG KLAGE OVER FORSKELSBEHANDLING AF
TROSSAMFUND I DANMARK.
(MANIFESTET)
Vi undertegnede danske borgere rejser hermed klage over den danske stat for krænkelse af den europæiske menneskeretskonvention (EMK) § 9a og især § 14a, der siden 1992 også er dansk lov, idet lovgivning og praksis i strid hermed stiller de i Danmark repræsenterede trossamfund meget forskelligt i flere henseender. De fleste af de nedenfor påpegede forhold indebærer også en tilsidesættelse både af den danske Grundlovs bogstav og af dens oprindelige hensigter.
1. DET DIREKTE STATSTILSKUD TIL FOLKEKIRKEN.
Den danske grundlovs § 68 lyder: ”Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, der er hans egen.” Derfor påklages det som en overtrædelse af denne bestemmelse, at den danske folkekirke ikke blot oppebærer kirkeskatten fra sine egne medlemmer, men også får et direkte tilskud fra den danske stat, der bruges til betaling af 40% af folkekirkens præsters løn, samt biskoppernes fulde løn inklusive pensioner. Eftersom midlerne hertil hentes fra statsskatten, som betales af alle borgere uanset disses religiøse tilhørsforhold, krænker denne praksis den nævnte §68. Da tilsvarende økonomiske fordele ikke ydes noget andet trossamfund, er det også en overtrædelse af EMK §14A, der forbyder forskelsbehandling af bl.a. religiøse grunde.
2. OFFENTLIG STØTTE TIL OPKRÆVNING AF FOLKEKIRKENS KIRKESKAT, MEN
IKKE TIL DE AFVIGENDE TROSSAMFUNDS MEDLEMSBIDRAG.
Fra politikernes og folkekirkens side er der opstillet beregninger, som hævder, at de ”fra folkekirken afvigende trossamfunds” (Grundl. § 69) skattemæssige fradragsret skulle give dem ikke blot økonomisk ligestilling, men ligefrem en fordel overfor folkekirkens kirkeskatteydere. Udover at disse beregninger er tendentiøse og ofte bygger på tvivlsomme forudsætninger,. tages der heri intet hensyn til, at alene folkekirkens kirkeskat opkræves af det offentlige skattevæsen, der jo selv finansieres af alle skatteydere. Folkekirken alene har hermed også fordelen af skattevæsenets kontrol- og sanktionsmuligheder overfor dårlige betalere. Da de andre trossamfunds bidrag ikke kan opkræves med samme effektivitet, og de desuden selv må finansiere deres opkrævning, er der tale om en urimelig forskelsbehandling i strid med EMK §14.
3. KUN UDDANNELSESSTØTTE TIL FOLKEKIRKENS PRÆSTESTUDERENDE.
”Statens uddannelsesstøtte” (SU) ydes til teologiske studier på universiteterne i København og Aarhus. Disse studier kvalificerer til ansættelse som præst i folkekirken, men ikke til præstegerning i de fleste andre trossamfund. De studier, som disse trossamfunds gejstlige må gennemgå, nægtes næsten altid SU. Finansministeriet og andre myndigheder har begrundet denne forskelsbehandling med, at de ”afvigende trossamfunds” uddannelse af gejstlige ikke har den tilstrækkelige videnskabelige kvalitet. Men der findes eksempler på, at katolske præster, der har forladt deres kirke og derefter er blevet præster i Folkekirken, af Kirkeministeriet er blevet ansat der uden krav om nogen ny uddannelse. I disse tilfælde var deres katolske teologiske uddannelse åbenbart god nok! Her er ikke blot tale om forskelsbehandling, dvs. en overtrædelse af EMK § 14A, men om åbenlys inkonsekvens og uretfærdighed.
4. FORSKELSBEHANDLING AF GEJSTLIGE I SOCIALE STILLINGER. .
Når gejstlige får socialt betingede særopgaver som hospitals- og fængselspræster eller som præster for sømænd eller i danske kirker i udlandet, er det Folkekirkens præster alene, der kan opnå denne offentlige ansættelse med tilhørende lønning, skønt 15% af befolkningen tilhører andre trossamfund eller står udenfor dem. Denne klart uacceptable forskelsbehandling strider ligeledes mod EMK § 14A og vil kun ophøre, når også præster fra andre trossamfund, i henhold til en kvotering svarende til befolkningens religiøse sammensætning, også kan opnå ansættelse i sådanne særlige stillinger.
5. ULIGE BEGRAVELSESOMKOSTNINGER.
De fleste af Danmarks kirkegårde ejes og drives af Folkekirken. Der påhviler dem hermed en pligt til at modtage personer af enhver trosbekendelse til sit sidste hvilested. Dette respekteres således, at enhver kan blive begravet der og efter sin egen religions riter. Men diskriminerende er, at der ofte forlanges væsentlig større betaling for et gravsted til et ikke- medlem af folkekirken end til et medlem med den begrundelse, at folkekirkemedlemmet har betalt sin kirkeskat, men andre ikke. Differencen afviger lokalt, men der er p/t konstateret forskelle op til 6.000 kr. pr gravsted. Da en gravplads hører til ethvert menneskes fundamentale rettigheder, er det i strid med EMK § 14A, at Folkekirkens udnytter sit faktiske monopol til sådanne grove økonomiske uligheder, der kan ramme f. eks. fattige indvandrere hårdt. Løsningen burde være de sociale myndigheders overtagelse af den materielle og økonomiske side af begravelsesvæsenet, samtidig med indførelsen af en for alle borgere ens begravelsesskat – som man har i Sverige. Folkekirkepræsternes nuværende rolle som offentlig ”begravelsesmyndighed” kunne da bortfalde, og Folkekirken stilles lige med alle andre trossamfund, hvad angår den religiøse betjening ved begravelserne.
6. FOLKEKIRKENS BEFOLKNINGSREGISTRERING.
Folkekirken har siden 1968 haft til opgave at foretage den grundlæggende registrering af hele den danske befolkning uanset dennes religiøse tilhørsforhold. I hvert enkelt folkekirkesogn skal alle fødsler og dødsfald blandt beboerne uanset religiøst tilhørsforhold anmeldes til og registreres af folkekirkens præst. I selve sin embedsbeskrivelse betegnes denne som ”kirkebogsfører og begravelsesmyndighed”. I disse henseender hævdes præsten at handle som civil myndighed. Men for mange medlemmer af andre trossamfund føles det uforståeligt og krænkende, at deres registrering som borgere her i landet skal foregå via en præst i en kirke, de ikke tilhører. Kun hvis denne praksis blev erstattet af civil registrering af befolkningen, som den i øvrigt altid har fundet sted i Sønderjylland, ville denne religiøse forskelsbehandling, der strider mod EMK § 14A, blive bragt ud af verden. Det ville også befri de nuværende ”anerkendte trossamfund” for en stor del af den administrative og økonomiske byrde, som de nuværende komplicerede regler om ”tilbagemeldinger” af fødsler, dåb, vielser og begravelser mm. til Folkekirkens kirkebogsførere nu pålægger dem. Dette arbejde får deres præster og sognesekretærer jo ikke nogen offentlig godtgørelse for; idet det finansieres af trossamfundets egne midler.
7. FOLKETINGETS ROLLE SOM FOLKEKIRKENS LOVGIVER.
Bag disse eksempler på religiøs ulighed blandt danske borgere står imidlertid et grundlæggende problem, nemlig den måde, hvorpå Folkekirkens fortsatte status som eneste statskirke fortolkes og fungerer. Både politisk, retsligt og juridisk begrundes denne særstilling med henvisning til grundlovens § 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Men samtidig tilsidesættes eller bortforklares samme grundlovs § 66: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, der aldrig er blevet opfyldt. Det bestående system går i praksis ud på, at folkekirken ikke har nogen anden lovgiver end Folketinget, og ikke styres af andre end af kongen/dronningen og kirkeministeriet. Dette indebærer, at den politiske magt i Danmark ikke blot er politisk, men også teokratisk, idet denne også fungerer som faktisk ledelse af et religiøst trossamfund, nemlig Folkekirken. Dette er et overgreb mod dem, der ikke er dens medlemmer, men tilhører et ”fra folkekirken afvigende trossamfund”. Via deltagelsen i det politiske liv integreres alle danskere i styringen af og dermed i ansvaret for Folkekirken. Ved folketingsvalg stemmer vi ikke blot på den demokratiske ledelse af landets politik, men også på medlemmerne af folkekirkens ”synode”, der kirkeretsligt er identisk med Folketinget. Hele folkets konge/dronning har ikke religionsfrihed, men er forpligtet til at være medlem af folkekirken, fordi han/hun godkender dens love og udnævner dens statsansatte gejstlighed, autoriserer bibler mm. I regeringen udpeges kirkeministeren efter de samme politiske procedurer som alle andre ministre. Sammen med sit ministerium forvalter han et enkelt af landets kirkesamfund, nemlig Folkekirken, skønt denne kun omfatter 85% af befolkningen. Alle andre trossamfund er ikke blot uden politisk repræsentation eller indflydelse, men deres medlemmer som nævnt deltager i styringen og forvaltningen af Folkekirken, som de dermed pålægges et uønsket medansvar for. Dette er et misbrug af danske borgeres politiske rettigheder til et væsensfremmed formål. Det indebærer ikke blot en krænkelse af EMKs § 9 og 14A, men strider også imod den danske grundlovs §§ 66 og 69, der siden 1849 uberettiget er blevet tilsidesat til fordel for en ensidig overfortolkning af § 4.
8. DE ”AFVIGENDE TROSSAMFUNDS” MANGLENDE RETSSTILLING.
Trods grundlovens løfteparagraf §&) har de ”fra folkekirken afvigende trossamfund” aldrig opnået en principiel retsstilling i det danske samfund. For staten eksisterer kun den individuelle religionsfrihed (Gr. §70) samt retten til at ”forene sig i samfund for at dyrke Gud efter egen overbevisning” (Gr.§67). Trossamfundenes forhold, herunder selve deres ”anerkendelse” eller ”godkendelse”, behandles som rent administrative sager af det kirkeministerium, der samtidig udgør folkekirkens ledelse. De lider også under stor forskelsbehandling indbyrdes, idet ”anerkendelserne” / ”godkendelserne” ikke fremgår af retsprincip, men stammer fra vidt forskellige historiske situationer gennem 340 år. Godkendelserne er heller ikke fremgået af jævnbyrdige forhandlinger mellem staten og trossamfundenes ledere. Deres indhold indskrænker sig til, at den enkelte gejstlige efter sin menigheds ansøgning kan få kirkeministeriets tilladelse til, at hans religiøse embedshandlinger, såsom dåb, vielse og begravelse, får borgerlig gyldighed, idet hermed forbindes retten og - den besværlige – pligt til at bogføre dem i statens ministerialbøger. Trossamfundene opnår desuden - analogt med humanitære foreninger - skattefrihed fra medlemsbidrag og fra grundskat på kirker o.l. Denne fra folkekirken helt forskellige status udgør både en krænkelse af EMKs § 14 og tilsidesætter den danske grundlovs oprindelige hensigt, som udtrykt i Gr. § 69.
9. DE HISTORISKE KIRKERS BEVARING BØR VÆRE EN SAMFUNDSOPGAVE.
I dag betaler Folkekirkens menigheder, der har en historisk kirkebygning at bevare, udgifterne hertil af kirkeskatten. Denne bevarelse af den danske kulturarv bør i stedet være en fælles samfundsopgave og finansieres af stat og/eller amt og kommune. Derved kunne også ”afvigende” trossamfunds kirker som kulturværdier opnå en ligestilling med Folkekirkens, som de nu savner.
”Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark” . 24/7-2001 dvs. 100 årsdagen
for systemskiftet i Danmark 1901. Rettet efter et møde i Dalum 11.aug., og igen 25 aug. og 9. okt. 2001 samt efter nyskrivning af §8 16/9- 2002.
Niels Arbøl. Niels Henrik Assing. Kjeld Holbek. Jørn Arpe Munksgaard. Jørgen Nybo Rasmussen